Black Friday

Få styr på den store udsalgsdag i november

Black Friday – Den store udsalgsdag i november med attraktive tilbud

Black Friday er dagen, hvor butikkerne sælger varer til, ofte, uhørt lave priser. Men ikke alle tilbuddene er lige gode. Se herunder hvordan du som forbruger forholder dig til udsalgsdagen, og undgår at blive snydt.

Af: Jesper Nerløe / Redaktionen

Hvad er Black Friday?

Hvert år i november, sælger en række butikker varer til stærkt nedsatte priser. Nogle butikker sælger tilmed varer til under indkøbspris.

Det gør de, for at få tømt lagrene, så der bliver plads til nye sortimenter, eller for at lokke nye kunder til. Det sker hvert år på udsalgsdagen, kendt som 'Black Friday'.

De attraktive tilbud tiltrækker kunder, som ofte møder op længe før butikkernes åbningstider.

Hvornår er det Black Friday?

Black Friday ligger altid på den fjerde fredag i november. Det er dagen efter Thanksgiving, som er en amerikansk helligdag (fjerde torsdag i november).

Black Friday i 2018

23. november
(fra klokken 00:01)

I nogle tilfælde medbringer kunderne soveposer, og overnatter udenfor butikken, for at sikre sig en god plads.

Nogle ligger i kø uden for butikkerne allerede i dagene op til Black Friday – i håb om at blive blandt de første, som får adgang til ét af de gode tilbud.

Andre fravælger køerne ved de fysiske butikker. I stedet for sidder de klar ved en computer, tablet eller en smartphone, for at gøre et godt køb online, når netbutikkerne åbner op for tilbuddene i løbet af natten til Black Friday.

Black Friday i Danmark

Da en ny udsalgsdag kom til Danmark

Apple inviterede Danmark til Black Friday i 2010

Black Friday-tilbud i Apple Store, den 26. november 2010
(skærmprint fra Wayback Machine).

I 2009 kom en ny type udsalgsdag til Danmark, da Apple inviterede til den første Black Friday, som var målrettet danske forbrugere.

Black Friday i tal – 24. november 2017

  • Dankort i alt: 2.117.000.000 kroner
  • Dankort på nettet: 288.000.000 kroner
  • Mobilepay Online: 118.000.000 kroner

Kilde: FDIH.dk

Eventet fandt sted den 27. november 2009 i Apple Store fra klokken 00:01 til 23:59. I det tidsrum var det muligt at spare op til 30 % på iPods (musikafspiller), op til 25 % på alle Macs (computere) og op til 15 % på accessories, software og andet Apple hardware.

En række større butikskæder, anført af Komplett.dk, Elgiganten og Bilka, sluttede sig hurtigt til udsalgsdagen. Senere tog andre butikker Black Friday-konceptet til sig.

I dag er Black Friday et udbredt koncept i Danmark, og butikker over hele landet er med, når udsalgsbølgen rammer i november.

Black Week, Black weekend og Black November

Som med andre kommercielle koncepter, har Black Friday også haft svært ved at holde sig inden for de oprindelige rammer.

Udsalgsdagen er gået over sine breder, og forbrugsfesten er nu spredt ud på hele november måned – det vil sige også før og efter Black Friday.

Black Week
Black Week er betegnelsen for dagene fra mandag til fredag i Black Friday-ugen. Ugen er en optakt til Black Friday. Tilbuddene starter om mandagen og fortsætter, indtil de kulminerer om fredagen.

Black Weekend
Black Weekend er betegnelsen for dagene lørdag og søndag efter Black Friday. Også her kan du som forbruger finde varer til attraktive priser. Black Weekend startede som en forlængelse af Black Friday.

Black November
Black November er et nyere koncept, som er kommet til i løbet af de seneste år. Her er Black Friday udvidet til at gælde i hele november måned – lige fra dagen efter Halloween og indtil den 1. december, hvor julemåneden tager over.

Cyber Monday

Cyber Monday (Internet-mandag, red.) startede i 2005, som en selvstændig onlinebegivenhed. Her indførte en række netbutikker et modsvar til Black Friday, som traditionelt var de fysiske butikkers domæne.

Cyber Monday et koncept med attraktive tilbud, som kun findes online. Når klokken er 00:01, natten til mandag efter Black Friday, frigives de mange tilbud på netbutikkerne. I nogle tilfælde er der tale om timetilbud på varer, som kun kan købes i et bestemt timeinterval.

Danske netbutikker afholder også Cyber Monday. Men da Black Friday herhjemme ofte forlænges til om mandagen, smelter de to koncepter tit sammen til én begivenhed.

En berygtet og kontroversiel udsalgsdag

I USA er Black Friday notorisk kendt for sine ofte kaotiske scenarier, hvor folk i bogstaveligste forstand kommer op at slås om tilbuddene.

Hvert år er der kunder som kommer til skade, i forbindelse med Black Friday-arrangementer.

Derfor har mange butikker forhøjet sikkerheden med afspærringer og butiksvagter, som har til opgave at holde orden og skille folk ad, når de kommer op at slås.

Der har også været episoder med dødsfald, som direkte eller indirekte har kunne forbindes med Black Friday.

Den uofficielle hjemmeside Blackfridaydeathcount.com registrerer antallet af tilskadekomne og døde, som følge af vold og ulykker i forbindelse med Black Friday i USA og andre steder i verden.

Reportagen fra CNN herunder, viser eksempler på de kaotiske tilstande, som ofte hersker til Black Friday i USA.

Video: Kaotiske tilstande under Black Friday i USA

Modstand og kritik

Black Friday er ofte genstand for kritik. Nogle kritiserer dagen for at være 'topmålet af kommercielt hype' (overdreven, ufortjent opmærksomhed, red.), fordi de finder dagen 'kvalmende kommerciel'.

Andre revser butikkerne, som deltager i Black Friday, for dårligt købmandsskab – med henvisning til butikker, som 'forærer varer væk' ved at sælge til under indkøbsprisen.

Som modpol til forbrugerkulturen og en evigt stigende kommercialisering, findes der også en indkøbsfri dag: Buy Nothing Day.

Buy Nothing Day – en modpol

Den første 'Buy Nothing Day' blev organiseret i Canada i september 1992. Formålet var at demonstrere imod forbrugerræset og det kommercielle overforbrug, ved helt at undlade at købe noget på dagen.

Senere, i 1997, blev dagen flyttet til dagen for Black Friday – og det er ikke tilfældigt at Buy Nothing Day ligger på den samme dag som Black Friday.

Buy Nothing Day er udbredt i USA og Canada, men også i andre af verdens lande – herunder Danmark. I Danmark hedder dagen 'Indkøbsfri dag'.

Undgå at blive snydt til Black Friday

Selvom det bestemt er muligt at finde gode tilbud til Black Friday, skal du alligevel se dig godt for, så du ikke bliver snydt.

Herunder finder du en liste med punkter, som du bør være opmærksom på inden du køber:

  • Undgå impulskøb
    Beslut dine køb på forhånd, og undgå at komme hjem med varer du faktisk ikke har behov for. Går du efter mere end én vare, så lav en liste og hold dig til den.
  • Drop tilbehøret
    Undgå at købe ekstra tilbehør til varen. Tilbehøret er langt fra altid omfattet af rabatter, og fordyrer blot dit køb.
  • Rabatter kan snyde
    Gå efter prisen, ikke rabatten i kroner eller procent. At en butik skriver at en vare er nedsat, betyder ikke at prisen i butikken er den laveste på markedet.
  • Kend normalprisen
    Hold øje med priserne i god tid før Black Friday. Lav flere pristjek i månederne op til, og skriv varer, priser og datoer ned på en liste. På den måde vil du vide om et tilbud faktisk er attraktivt eller ej, når du står i butikken.
  • Vær tålmodig
    Viser din liste at en vare tidligere har været billigere, så vent med at købe den. I løbet af noget tid vil prisen sandsynligvis falde igen.
  • Kan du fortryde?
    Undersøg på forhånd om du kan få pengene tilbage, hvis du fortryder et køb. I følge loven, er det kun ved fjernsalg (varer købt på nettet) at du har 14 dages returret. Ved handel i fysiske butikker, er det op til butikkerne selv om de vil give pengene tilbage.

Læs også: Sikker nethandel – Undgå at blive snydt af fupbutikker

Køb julegaver til Black Friday

Da datoen for Black Friday falder omtrent én måned før jul, er det oplagt at købe julegaverne her.

Langt de fleste butikker sætter priserne på varerne ned på dagen. Har du gjort dit forarbejde, kan du spare penge på at købe julegaver, kalendergaver eller gaver til juledagenes pakkespil til Black Friday.

Kontakt redaktionen

Er der noget i artiklen Black Friday, du ikke forstår eller synes du at der mangler noget? Så er du meget velkommen til at kontakte redaktionen.